Vores hus på REMI. Jeg bor i rummet bag ved palmen :)

De stolte vindere af fodboldturneringen - præmien bestod af flotte FCM t-shirts til hele holdet!

Ole Bole gik i skole!

50-49-48-halvvejs! Så nåede vi midten af denne eventyrlige rejse og der er nu præcis fyrre dage til at jeg igen sætter mine ben på dansk grund. Det går pludselig op for en, at tiden er fløjet af sted, og at den sidste tid skal nydes fuldt ud! Det mest utrolige er, at vi stadigvæk får nye oplevelser hver eneste dag og at vi uden at tænke over det, lige så stille er blevet en del af den nigerianske kultur. Ting som at hente vand fra brønden, at undvære strøm og at hælde en halv spand vand i toilettet for at skylde ud, er efterhånden blevet hverdag. Sådan er det med så meget. Da jeg forleden sad i bussen tænke jeg også på at nu lægger jeg ikke helt så meget mærke til afrikanerne og alt det som er så anderledes. Ikke at jeg ikke konstant bliver overrasket, for det gør jeg, men det er på en anden måde. Bl.a. vil jeg nok aldrig kunne forstå nigerianernes medfødte talent for at bære kæmpe spande med vand, sammenfoldede madrasser og appelsiner stablet i pyramider (hvordan de ikke vælter ud over det hele er mig en gåde?) på deres små hoveder. Det ser SÅ simpelt ud, men er så svært!




Livet i Yola går ganske fremragende. Vi har det alle godt. I aften er det søndag og dermed kan den kvikke læser regne ud at det i morgen er ….mandag, hvilket betyder at de dejlige unger kommer i skole! Nej, hvor jeg dog glæder mig til at se dem. Sagen er nemlig den, at jeg i hele sidste uge var sengeliggende, og dermed ikke på arbejde. Efter at have været sløj et par dage med høj feber, måtte jeg en tur til lægen for at få taget en blodprøve. I venteværelset sad folk på rad og række, men som hvid kunne jeg (og Line og Mette som var med) gå direkte ind til lægen (rart i situationen, men man får nu alligevel en dårlig smag i munden af det!). Inde i lokalet blev vi meget akavet og ufrivillig en del af en konsultation, hvor en meget ulykkelig kvinde fik udleveret en graviditetstest – privatlivet længe leve, siger jeg bare! Da det så blev min tur fandt laboranten en kanyle, samt vat og sprit frem. Og idet han ville spritte min arm, ringede hans kone, så hvorfor ikke tage en lille hyggesnak i dagens anledning? Fint med mig, MEN da han så lagde an til at stikke samtidig, måtte jeg lige minde om at jeg havde mere end RIGELIG tid til at vente på, at han og konen fik aftalt hvem der køber kartofler og hvem der henter unger. Lidt skør oplevelse, men et meget godt billede af Nigeria – landet hvor man ikke forhaster sig og hvor sloganet er; ”Tålmodighed er verdens medicin!”



Nå, men det korte af det lange er, at jeg får besked om at jeg er blevet indehaver af en omgang malaria!! Pyha, hvor heldig har man lov at være! ØØØV! Med en-to procents risiko for at få det, føler man sig virkelig unik, når man hver dag flittigt spiser sin malariapille og sover under myggenet, og ALLIGEVEL er så umådelig heldig.. kunne jeg da bare have vundet fjorten millioner i Lotto i stedet!?

….. Nu, fire dage på langs og 4 * 17 piller efter, skulle den malaria meget gerne være datid og så satser jeg på at det var en én-gangs-forestilling. At være syg i en uge her er i hvert fald at være syg i én uge for meget. Punktum.



Heldigvis har det været tid til lidt opmuntring siden. Fredag var vi på kanotur langs Benue floden. En rigtig flot og meget tilpas gyngende tur. Dog kunne det nu have været sjovt med en lille kæntring, men det bør turen desværre ikke på. Om aftenen spiste vi pizza og hyggede hos Mette og Alex med film og fredagssnolder, super hyggeligt! Lørdag kørte vi til byen Numan, som ligger en times tid fra Yola. Her var vi rundt og se en del historiske steder, som den første kirke og stedet hvor Niels Brønnum sejlede til. Desuden besøgte vi ærkebiskoppen og hans færøske kone, samt otte ældre danskere som er i Nigeria en måned for at bygge nogle huse op osv. Alt i alt en rigtig hyggelig weekend!



Ole Bole gik i skole! Jeg har vist aldrig fået fortalt jer om, hvad jeg går og laver når jeg ikke er på REMI. To gange om ugen, tirsdag og torsdag, tager vi på LCCN Yola First school og underviser i sport, engelsk, billedkunst og matematik. Astrid og jeg er matematiklærere i secondary 2 og 3, hvilket svarer til 8. og 9. klasse i Danmark. Første dag udleverede vi en test for at vurdere elevernes niveau. Dagen inden havde vi besøgt skolen og fået lov at tage et kig i nogle hæfter, og her fik vi til vores store overraskelse, næsen i meget avanceret matematik, ikke langt fra niveauet på danske gymnasier. Derfor var vi mildest talt glade for at kunne nå at hæve niveauet i testen en hel del … det skulle vi så ALDRIG have gjort! Det viste sig nemlig at eleverne knap nok kunne løse minusstykker. Jeg var rystet helt ind til grundvolden!

For at skære det ud i pap, er eleverne ikke vant til at tænke selv. Forleden havde jeg en pige ved tavlen som skulle udregne 36 * 89. Da hun skulle regne 6 * 9 begyndte hun at sætte 54 streger på tavlen, for derefter at tælle dem én for én. Det tog hende et kvarter at regne stykket ud. Jeg siger bare halleluja for at hun ikke fik et regnestykke med tusinder - så var vi da aldrig kommet hjem den dag!

Det kan være ret frustrerende at undervise i klasser hvor man føler man løber panden imod en mur, når man underviser dem. Også selvom man gør sit bedste for at bære over med det lave niveau. Eleverne er jo vant til at læreren skriver noget på tavlen, som de skriver af, så det ser ud som om de er dygtige, selvom de i virkeligheden ikke lærer noget som helst. Det er svært at acceptere at den slags metoder stadig bliver brugt, men nogle skoler har ganske enkelt ikke ressourcer eller kompetencer til andet. Og med op til halvtreds elever i et klasseværelse af halv dansk størrelse, er der ikke noget at sige til at man har måttet finde på alternative metoder for at prøve at lære fra sig. Her får jeg lyst til at indsætte et citat af Kirkegaard, som jeg synes er meget rammende; ”At man, når det i sandhed skal lykkes en at føre et menneske hen til et bestemt sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv en indbildning, når han mener at kunne hjælpe den anden. For i sandhed at kunne hjælpe den anden, må jeg forstå mere end han – men vel først og fremmest forstå det han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min merforståen ham slet ikke […]”

Kort sagt vil jeg aldrig kunne lære eleverne noget uden først at sætte mig ind i deres sted, og starte lige præcis der hvor de er. Og så må jeg lægge mine til tider alt for høje forventninger på hylden.

For nogle uger siden havde vi endnu en pudsig oplevelse. Vi gav fire piger på tyve år en globus og bad dem finde Afrika. Jeg kunne lige så godt have bedt dem om at pege på Nors, det havde ikke været mere vanskeligt. De anede ganske enkelt ikke hvor de skulle kigge og de måtte gennemsøge både Europa, Rusland, Australien og Afrika inden de fandt Nigeria. Endnu en gang var jeg tæt på at tabe underkæben, men hvor skal de også vide det fra, når de sandsynligvis aldrig har set et verdenskort før.

Det er efter sådan nogle oplevelser man tænker; ”sagde du lige det?” og man føler at alt er håbløst. Men ja, - så er det bare på med arbejdshandsken for frk. Madsen og frk. Søndergaard, så de kære elever kan lære noget herligt matematik og lære hvordan verden udenom Afrika ser ud. Det er en stor mundfuld, men kan man fange nogle stykker, eller tænde gnisten i bare én persons øjne, så har man også gjort en forskel. Måske ikke i dag, måske ikke om en uge, men om to eller ti år. Og det er da også værd at tage med – hvem ved om netop den person bliver Nigerias kommende præsident? :)

Nu i skrivende stund er klokken blevet mange. Tiden går alt for hurtigt. Jeg elsker at leve. Bagefter går jeg i seng. Det er for sent, jeg ved det godt. Skal jo op igen i morgen. Til en ny dag. Nu skal jeg have sat myggenettet rigtig godt fast under madrassen, inden jeg går i seng, så malaria-myggen-Mikkelsen bliver væk. Må man be´ om lidt medfølelse tak! :)

”Can you merry my father because we are alone?”

Vækkeuret larmer kl. 06.00 og jeg springer ud af sengen for at løbe en tur. Det er skønt at være oppe og opleve hvordan disen langsomt letter, og det nigerianske samfund kigger frem fra dynen til en ny dag. Alle folk hilser og kigger som har de aldrig set noget lignende. Her er holdningen til motion vist at det er unødvendig pjat og at man må være skrupskør for at udsætte dig selv for den slags tortur.

Tilbage på skolen står en lille dreng midt i skolegården. Mutters alene, med tårer trillede i ellevetaller ned af kinderne. Johnjohn er blot tre år gammel og er blevet afleveret halvanden time før skolen starter, sikkert pga. forældre som går mere op i karriere end deres barn. Øjnene på den lille bassemand tigger efter at få en krammer og lidt kærlig omsorg – og dét behøver han ikke vente længe på! Man kan vist ikke ønske sig en bedre start på morgenen, end at sidde med så lille en gut i armene, nynne en sang som jeg selv fik sunget som barn, så han falder i søvn i mine arme. Denne morgen vil jeg sent glemme.

Jeg har fået mange spørgsmål fra nysgerrige sjæle om hvordan det mon går med at tåle solen. (Og det er jo et meget interessant spørgsmål når man hedder Mette Søndergaard, og er typen der får soleksem og solstik blot ved at tænke på solen!!) Jeg kan dog berolige med, at det går forbløffende godt, selvom Nigeria er hot, hot, hot! Solen står højt på himlen stort set hele dagen, hvilket betyder at vi danskere sveder 24-7. Det er ret vildt, samtidig med at eleverne her begynder at komme i skole i store striktrøjer og med huer og sokker på - for det er jo efterår og man skal passe på ikke at blive forkølet!! Forleden da playingclass var på legepladsen, bad skolelederen os om at tage dem ind, for det var ALT for koldt for de små at være udenfor (jeg vil skyde på at temperaturen var omkring 30-32 grader!) Det er skrupskørt at der er så stor forskel på os mennesker og vores hud. Også med hensyn til skønhedsidealer. Nigerianerne ønsker at blive lysere, og smører sig ind i diverse cremer fordi de tror deres hud bliver lysere, mens vi skøre danskere ligger og slikker sol for at få mørkere hud. Ja, nigerianerne har ikke den store forståelse for foretagendet. Men dem om det. Det er nu rart med lidt solskin!

Weekenden bød på en trekkingtur til ”De tre søstres bjerge”. Som den kvikke læser kan regne ud, er det tre bjerge i forskellige størrelser. Målet var selvfølgelig storesøsterbjerget, men da vi stod og betragtede det enorme bjerg, løb en rislen nedad ryggen af os – vi vidste det var stort, men ikke så stort! Det skulle også vise sig at lillesøster var en tilpas udfordring. Stoltheden vi følte, da vi stod på toppen, var i hvert fald stor. Og den blev endnu større, da vi igen stod på jorden og betragtede det kæmpe bjerg! Udsigten var fantastisk og at stå der og kigge rundt på den ’vilde’ og frodige savanne, med en landsby hist og her var helt ubeskriveligt. Det gav et stort sug i mavsen, og at Thor så valgte at svinge sin kæmpe hammer netop som vi skulle begynde på nedstigningen, så det lynede, tordnede og stod ned i lårfede stråler, gjorde kun oplevelsen endnu vildere og uforglemmelig. Nigeria viser sig hele tiden at udvide sig til det større og mere fantastiske!

Her på REMI compounden bor vi overfor skolens opstarter, Mrs. Bongi, skolelederen og et par lærere. Hos Mrs. Bongi bor også et lille pige på ni år ved navn Marian. Hun er sød til at hjælpe os og kommer ofte på besøg. Forleden hjalp jeg hende med matematik, og pludselig ud af det blå kigger hun meget stift på mig og siger på gebrokken engelsk; ”Jeg ville nu ønske at jeg var hvid som dig, Mette! Hvorfor dog det, spurgte jeg hende? Jo, for du smiler hele tiden!”. Selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at løfte på smilebåndet, af hendes pludselige indskydelse midt i procentstykkerne, men jeg skyndte mig da også at fortælle hende, at vi hvide ikke er perfekte mennesker som rigtig mange nigerianere ser os som. Godt nok er vi forskellige, men det er meget uheldigt at sætte vi hvide mennesker i første række, og tænke at vi er mere værd end dem. [Bonusinfo: Det skal dog lige tilføjes, at det bestemt ikke er fordi at Janteloven findes her. Nigerianerne er bestemt ikke blege for at råbe højt om deres “store” bedrifter og succes!] Jeg er sikker på at en blanding af nigeriansk “Se mig” og dansk “Det er da ikke noget særligt”-opfattelsen, ville være en meget fin kombination. Generelt kan vi vist lære meget af hinanden!

At vi er meget anderledes og ”lyser op” her, bliver vi mindet om hver dag. Udover at vi altid kan springe køen over, få de bedste pladser og bliver behandlet som prinsesser de steder vi kommer, er der mange ting som tydeligt viser afrikanernes syn på hvide mennesker. Bl.a. har jeg bemærket, at der på samtlige medicinpakker er hvide mennesker. Og det er altså ikke fordi medicinen er produceret udenfor Afrika. Vi har også hørt en sjov historie, som jeg gerne vil dele med jer: En dansk missionær kunne ikke forstå hvorfor hans tandbørster blev slidt i løbet af ingen tid. Han fandt så ud af at husets nigerianske rengøringsassistent også var flittig bruger af tandbørsten. Nigerianeren havde set missionæren børste tænder, og så måtte det jo være det rigtige at gøre. For det er ikke hvad fadder gør, men hvad de hvide gør, der er det rigtige!!

Overalt bliver der råbt; ”Bature, bature” efter os (hvid mand på hausa), og man har følelsen af at hele gaden kigger pga. ens hudfarve. (Der er slet ikke noget at sige til at kendte gør alt for at være anonym i gadebilledet!) Mænd holder ofte ind til siden eller sætter farten helt ned når vi kommer gående i vejkanten, og råber: ”Woman,. I like you.. Are you married?” osv. osv.. Det kan godt være at en tur på et dansk diskotek giver anledning til blikke – men danske fyre; ”gå hjem og vug”- ALDRIG før har vi følt os så attraktive! Høhø J Ja, det ville være synd at anklage nigerianske mænd for at være tilbageholdne og uden gå-på-mod! Vi har nu været her halvanden måned, og udover at en mand har været på knæ for mig, spurgte et barn forleden: ”Can you merry my father because we are alone?” – Det var lige til at få ondt i hjertet af! Efter nigerianske mening, er jeg helt ude at skide alene af den grund, at jeg endnu ikke har fundet mig en mand, som jeg vil giftes med. Jeg synes nu ikke det er så slemt. Og ingen behøver være nervøse for at jeg ikke vender hjem til Danmark, men gifter mig her og får ti unger. Nej, jeg skal nu hverken have mig en mand som ikke kan lave mad og ikke er vant til at sætte sine ben i et køkken, eller have ti børn som traditionen er her. Men derfor er det nu meget fedt at spare 20-50 naira på tomaterne på markedet, ved blot at smile lidt ekstra. Eller at vinke og smile til grænsekontrollen og derved komme gratis forbi, mens andre skal betale ;P – Ja, det lyder måske lidt forkert, men hav i mente at vi ellers ALTID betaler to gange normal pris når vi handler, fordi de tror at pengene hænger på træerne i Vesten og at vi ikke aner hvad vi skal stille op med dem.

Når man bor og lever i et så anderledes land i en periode, så gør man sig en hel del tanker. Det er ikke altid let at blive mødt af mænd som er klar til at gå fra kone og børn for at få en hvid kone, og dermed en billet til Europa. Eller at møde folk der siger: ”Jeg ville ønske at jeg var hvid som dig, så jeg også kunne leve et lykkeligt liv”. Et lykkeligt liv!? Hvad er egentligt et lykkeligt liv? Er vi danskere mon mere lykkelige fordi vi har større materiel rigdom end folk i Nigeria? Og hvad er rigdom forresten? Er det at have en fed bil i garagen, et indbringende job og et hus på Strandvejen? Eller er man også rig når man hver dag står op og er taknemmelig over det man nu en gang har, om det så kun lige akkurat er nok til, at familien kan gå mætte i seng fem ud af syv dage i ugen? Det er værd at overveje når man bor i et land som Danmark…..

Sønderjydsk spegepølse og leverpostej på dåse!

Godaften Danmark! Nu er det vist blevet tid til en opdatering! Her i hytten er det efterhånden blevet hverdag, men vi keder os ikke. Vi har det rigtig godt og der sker hele tiden noget. Har vi en eftermiddag, hvor der ikke er program på nyder vi solen, læser, skriver dagbog eller tager på markedet og prutter om prisen. Altid er der noget at tage sig til og der er stadig så meget at lære og forstå.

Det er i dag søndag og vi har netop overstået den ugentlige rengøring. Jeg sidder og flader ud i sengen og tænker tilbage på en vidunderlig weekend med solskin, udflugt til Kiri Dam og så selvfølgelig kirke. Fredag d. 1. oktober var 50-års dagen for Nigerias selvstændig og det skulle selvfølgelig fejres på bedste nigerianske manér. Vi tog derfor ind til en stor plads i Jimeta hvor tusindvis af mennesker var samlet. Det mindede mest af alt om åbningscermonien til OL pga. en lang indgangsmarch og derefter tale af byens biskop. Det var nu meget sjovt at overvære. Nigerianerne var tilsyneladende stolte over at have Batures (hvide mennesker med), så vi fik lov til at komme allerforrest i rækken af mennesker, ganske imod vores vilje. Og så skulle alle have taget billede sammen med os og røre vores hud. En overgang kunne det næsten føles som om vi var større attraktion end selve marchen. Lige meget hvor usynlig og anonym man end ønsker at være som hvid her I Nigeria, kan det bare ikke lade sig gøre. Jeg begynder at kunne sætte mig ind i hvordan det er at være prinsesse Mary og Marie - LAD DEM NU BARE VÆRE I FRED, DANMARK!! J

Fredag eftermiddag stod i fodboldens tegn. Der var lagt op til et brag af en turnering mellem Chelsea, Arsenal, The Eagles og The Lions. Fire hold med hver tolv spillere inkl. to svedende og pustende danskere. Chelsea, med Line og jeg (aka. stjernen Drogba) mødte i første kamp Arsenal. Resultatet endte 0-0, (selvfølgelig kun fordi vi havde modvind kampen igennem :P). Men så skyder man jo bare tre bolde ud af tre i kassen og går dermed videre til den store og ALTAFGØRENDE finale! …. Fløjten lyder og kampen er skudt i gang! På spil er tolv FC Midtjylland trøjer, så der bliver virkelig gået til makronerne. Jeg må tage hatten af for nigerianerne. Selv de allerdygtigste danske fodboldtalenter blegner jo ved siden at disse stjerner. Afrikanerne er banelængder foran os i fodbold, sådan er det bare. Gå hjem og vug Agger og Bendtner! Da fløjten lyder viser tavlen 2-2 og finalen skal afgøres ved en nervepirrende straffesparkskonkurrence, med undertegnede som sidste og altafgørende skytte. Indlevelsesevnen fejler intet, bolden skal i kassen, koste hvad det vil. Tilløbet tages, jord og himmel står i ét, alle holder vejret…. MÅÅÅÅÅÅL! Pyha, jeg takker Nors Boldklub for at have lært mig en ganske udmærket sparketeknik. Det mål vil gå over i verdenshistorien som et umådelig lækkert spark helt oppe i krydset J

Lørdag var vi tidligt oppe for at tage til Kiri Dam, et smukt sted med en stor dæmning og med muligheden for at se flodheste. Køreturen dertil var dybt fascinerende og jeg mærkede dårligt nok, at tiden gik, for der var så meget at se på, uanset hvor man rettede sit ansigt. Flotte bakkede landskaber og fantastisk natur. Runde lerhytter, og folk der var ude for at passe deres marker og kvæg. Farvestrålende fugle og blomster i alle regnbuens farver… DESVÆRRE, fik vi aldrig set flodheste, men ifølge en lokal røverhistorie flygter de når de ser kameralinser, så vi må være mere forsigtige næste gang. Noget af det sjoveste var at vi mødte mennesker som aldrig før havde set hvide mennesker. De var enormt bange for os og troede at vi var spøgelser. Hvad giver I, spøgelser!? Meget surrealistisk oplevelse! Atter engang slog det os, hvor langt væk hjemmefra vi i grunden er. Hvor var det bare sjovt! Smiler, når jeg tænker på deres skræmte ansigter. Jeg håber bare ikke at nogle bliver syge i den nærmeste fremtid, for så er jeg bange for at de vil tro at vi har forhekset dem, og det ville være en meget sørgelig misforståelse.

   

Jeg beklager meget at dette blogindlægget bliver lidt en rodet affære, men det er svært altid at finde en rød tråd i de mange ting vi oplever. Og det ville være så ærgerligt at undlade noget, så her kommer en lille gyserhistorie som er to uger gammel: Det er en mørk og stormfuld aften.. Vi Remi-tøser er på besøg på Mbamba. Vi sidder og (u)hygger os i sofaen, da én pludselig skriger, at noget klamt har rørt hendes fod! Med lynets hast springer vi alle op i sofaen og på bordet. Midt i stuen har vi fået besøg af en …s-l-a-n-g-e!! FY FØJ DA, FOR EN KLAM KAMMERAT! Godt nok er den kun 30 cm lang og tynd, men dens pludselige ankomst er nu alligevel meget upassende. Kære farmand, lige der savnede jeg dig godt nok hel´ tovli´ J Det er så dejligt befriende at råbe; ”Faa-ar” og vide at hjælpen er nær når edderkopperne har liiidt for mange ben og liiidt for stor en krop. Men, nej – der manglede vi en mand i huset. Hvad gør man så? Man ringer selvfølgelig til nabomanden Alex, og sammen får vi fanget bæstet og slået det ihjel. Puha, en crazy oplevelse. Vi siger tak til slangen for ikke at have bidt os, og tak til Ham den store foroven for at passe på os!

Jeg må vel også hellere fortælle lidt om livet her på Remi. Vi har det stadig rigtig godt i vores hønsegård, selvom det godt kan være sin sag at leve som nigerianer. Manden i huset hedder ”RAMBO” og er et ganske fremragende insektmiddel mod alt kryb og kravl. Meget effektivt, jeg håber bare ikke at den også fjerne alle de søde gekkoer og firben vi deler husleje med. Vi er ved at vende os til at strøm kommer og går lige så ofte som der er forsinkelser på DSB-togene i Danmark og at der skal hentes vand i brønden før man kan få et bad eller vand at vaske fingre i. Nyd det nu hjemme i DK. Nyd det. Og vid at hver gang man skyller ud i toilettet, bruger man over en halv spand vand! (Som eksperiment kan man jo tælle, hvor mange gange man skyller ud i løbet af en dag og glæde sig over, at man ikke selv skal slæbe alt det vand frem og tilbage og op og ned!)

Mht. til arbejdet er jeg stadig rigtig glad for det. Det er dejligt at kunne være til gavn for børn, som virkelig trænger til hjælp, og at gå på arbejde og vide, at der er nogen som regner med én. Børnene går meget op i deres skole og det er tydeligt, at de ønsker at være der. De leger, lever og ler. De smiler ikke blot med ansigtet, men med hele kroppen. Det er så fantastisk! Vi hjælper mest i Speciel Class, men også i Playing Class, hos de helt små børn. Sådan nogle små størrelser er jo bare nuser. Og små sorte babyer er nu bare lige lidt dejligere at kigge på. Det er et dejligt givende job, og mon ikke også sådan nogle børn har godt af, at der kommer nogen og holder af dem en gang i mellem? [Bonusinfo: Skønt at få en besked fra Mutti om at hun gerne vil være mormor til en af de små – pas på mor, jeg ender med at tage dig på ordet!!] Vi er også lige begyndt at have specialundervisning med fagligt svage elever. Jeg underviser en seksårig mongol ved navn Rabbia, som ikke en gang kan tælle til tre, samt en lille gut ved navn John. Jeg håber sådan at det lykkes for de kære børn at lære noget, så de ikke skal forlade skolen uden at lære at læse eller skrive sit navn. Hernede lærer man primært ved at sige ting højt i kor efter læreren. Jeg tror bestemt ikke at det er den bedste måde at lære på og desværre bliver lille John og lille Rabbia hurtigt glemt i mængden, fordi de fyrre andre børn i klassen råber højere Mange gange har det strejfet mig hvor heldige vi i Danmark. Tænk sig, vi skal ikke betale (direkte) for at gå i skole, og alligevel er der ikke mere end 28 i hver klasse (her kan der snildt være det dobbelte). Bøgerne får vi, og vi skal heller ikke bekymre os om penge til uniform. Ting som i denne verden ofte har skæbnesvangre konsekvenser fordi alle familier ikke har råd til at sende deres børn i skole. Det er forfærdeligt og resulterer i at mange børn aldrig får en uddannelse. Det er svært at acceptere, men man bliver nød til blot at glæde sig over at så mange dejlige unger på REMI får en uddannelse. Skolens motto hedder forresten; ”Children is gold”. Og det kan den da KUN have ret i!

Nå, det var vist nok for denne gang. Nu vil jeg hoppe i køjen, desværre med lidt hjemve efter en delikat aftensmad bestående af hjemmelavet rugbrød med .. (Kan vi få en trommehvirvel…) vaskeægte SØNDERJYDSK SPEGEPØLSE og Fåborg dåseleverpostej!! Kan man finde noget mere dansk? For syvtan det var go´e sager!!!